De er innovative, de er agile, de får vilde ideer og er ikke bange for at investere i dem med egen arbejdskraft eller penge, hvis de har nogen. De er oftest freelancere, projektansatte, startuppere, soloselvstændige, kulturfolk, investorer eller virksomhedsledere. De tror på deres egne ideer og er klar på at knokle for at få det til at hænge sammen. De er de politisk hjemløse.
De ser måske smarte ud, men de udgør en ny tabergruppe i dansk politik, som ingen rigtig har ondt af – ikke engang dem selv.
De er ikke rigtigt røde, de er ikke rigtigt blå. Faktisk går de ikke så meget op i den skala, som for meget politisk analyse centrerer sig om. Måske var de Radikale engang, men hvordan kunne partiet implodere foran målstregen? Og hvor er de?
Hverken De Konservative eller Liberal Alliance omfavnede dem under valgkampen. Mens vi venter på løsningerne, ser regeringen jo med et vist klarsyn på de kommende kriser. Lige præcis tabergruppen her omfattes nok ikke synderligt af de varslede reformer. Når der kommer energiafgifter, passer regeringen på de svageste grupper, hvilket er åbenlyst sympatisk. Når der så kommer klimaplaner, bliver de traditionelle erhverv og landmændene kompenseret for en omstilling. Hvis krisen rammer som inflationen, så kommer mange til at vælge kvalitet, kultur og oplevelser fra, og det rammer taberne.
Under coronakrisen blev det klart, at taberne ikke havde de rigtige venner. De lavestlønnede på overenskomst blev reddet af nogle store trepartsaftaler. Håndværkerne og byggefolkene opdagede vist ikke, at der var corona. De offentligt ansatte fortsatte, mange af dem knoklede i sundhedssektoren eller arbejdede hjemmefra. Ingen gik synderligt ned i løn. Og en stribe erhvervsområder, som kom åbenlyst i klemme, blev også hjulpet. Mange havde brug for taberne, og da de er omstillingsparate, tænkte de nyt. Nye kulturformater, ekstra fut i takeaway-pizzaen. Den gik så ikke for kæden Gorm, som blev mødt af en shitstorm, da de kastede håndklædet i ringen, inden de genopstod.
Grunden til, at hjælpepakkerne ikke rigtig virkede for disse mennesker, er, at de enten har en kludetæppeøkonomi, eller at de er så agile, at de droslede ned i stedet for at tage imod hjælpepakker, som var designede til et klassisk lønmodtagerliv. For de af taberne, der startede noget nyt op, blev coronaen katastrofalt dyr.
Mange af taberne bor i storbyerne og forstod aldrig, hvorfor storcentrene måtte åbne før kulturen. Socialdemokraterne er dog nu gået i sen panik, efter at de kan se, at de måske ikke fastholder overborgmesterposten i København.
Taberne er kede af, at Irma lukkede, og dermed cementerer de for alle andre, hvor umulige de er at elske. Selv begavede Svend Brinkmann elsker at gøre grin med de agile til stor morskab.
Men undskyld mig, mens der gik folkesport i at hylde de introverte og siden dem, der kæmpede for store bededag. Så tillader jeg mig bare at sige, at tabergruppen her repræsenterer nøglen til den omstilling, vi har brug for, og som velindrettede systemdanmark med hang til hjælp fra dem med de store logoer har så svært ved at give plads til.
Læs klummen her