Partner og medstifter af Hansen & Ersbøll Agenda
Med hjerte, intensitet og skarphed står Lotte bag markante bæredygtige forandringer.
Hvem er Lotte?
Lotte brænder for alt det, hun laver med hjerte, intensitet og skarphed. Hun kræver det ypperste af sig selv, sine kunder og medarbejdere. Sammen med sin partner Charlotte Ersbøll leder hun strategivirksomheden Hansen & Ersbøll Agenda, som blev Gazelle sidste år. Resultaterne er markante i forhold til, hvor store dagsordener og forandringer, hun har været med til at skabe oftest som den primære igangsætter.
Lotte har de sidste 8-10 år, delvist forladt den politiske kommentering og kastet sig ind i kampen for bæredygtighed, der batter og hun har fra start være kompromisløs, når det gjaldt bæredygtigt hykleri og greenwashing.
Hun bruger sin skarpe og kritiske evne til at sætte spot på, hvor det går galt og sætte ind med kreativitet, handlekraft og en stærk strategi for at få ting ændret. Gennem ca. 10 år var Lotte kendt som kommentator, et hverv hun passede ved siden af et fuldtidsjob. De seneste 10 år har Lotte i stedet brugt sin skarphed på at fokusere på stærke bæredygtige resultater for sine kunder, borgere og samfundet. De skarpe analyser i danske medier har hun dog nu bibeholdt til blot at være med fokus på bæredygtig forandring samt den greenwashing, man ser fra mange kanter.
Kan ikke tale folk efter munden
Lotte er ikke altid verdens bedste konsulent, for hun evner ikke disciplinen at tale folk efter munden. Hun er kompromisløs i sin vurdering af bæredygtige tiltag, som hun ikke mener er gode nok eller endnu værre; som er tættere på greenwashing end indsatser, der gør en reel målbar forskel for mennesker og kloden. Så snart et samarbejde først er indgået med et fælles mål, så vender Lotte sin kritik til ihærdighed, og hun er en mester i at samle alt fra ledelsesgrupper, bestyrelser og medarbejdere og få udviklet, eksekveret og mobiliseret stærke bæredygtige strategier. Men hendes kollegaer har alle deltaget i kundeseancer, hvor hun sylespidst og kompromisløst sætter fokus på kundens ømmeste tå. Den eneste grund til, at hun oftest vinder kundernes hjerter alligevel er hendes sønderjyske charme og evne til at gøre noget meget svært til noget meget enkelt.
Sylespids bæredygtig kommentator
Lotte mener, at der er for meget feel good over den bæredygtige bevægelse. Knap er hun kommet hjem fra FN’s generalforsamling i 2016 før hun tager livtag med alle, som hun mener ikke gør nok for at nå Verdensmålene. Hun mener nemlig, at hvis den bæredygtige omstilling skal nås, så skal der andre boller på suppen end runde FN-nåle, skåltaler og luftige CSR-strategier. Hun lægger fra med en kronik i Børsen et frontalangreb på aktiemarkederne og bankerne. To år senere får hun med Finans Danmark hele den danske banksektor med på et ambitiøst forløb for sektorens første bæredygtige rapport og anbefalinger.
I kronikker og debatindlæg i danske dagblade har Lotte siden taget livtag med bæredygtigt hykleri og greenwashing. Selvom Lotte ikke giver ved dørene, er hun altid opbyggelig, og i sine klummer kommer hun med forslag til, hvordan man kan forbedre sig.
Lottes baggrund
Efter 10 år med fokus på politik, lobbyjournalistik, kommunikation, valgte Lotte i 2010 at blive selvstændig og byggede et bureau med mere fokus på samfundsagendaer og forandringer. Hun kunne ikke se sig selv som en, der kritiserede andre. Nu insisterer hun på selv at udvikle og skabe forandringer. Hvis kunderne tør at gå med hende, er hun mester i at få menneskers hjerner og hjerter til at slå i takt og få dem til at tænke større end de troede, de kunne, og få dem til at lægge konkrete strategier og planer for deres mål og drømme.
Lotte var spejder gennem knap 20 år, og de sidste år var hun leder på Spejdercenter Forlev. Lotte synes selv, at hun er for ung, da hun som 18-årig begynder på statskundskabsstudiet. Hun ser ikke sig selv i nogle af Djøfbladets jobannoncer og supplerer derfor scient.pol. med suppleringsuddannelsen i Æstetik og Kultur samt tillægsuddannelsen på DMJX. Hun underviser i 4 år på jurastudiet og skriver speciale hos en juraprofessor. Allerede som specialestuderende bliver hun hentet ind for at blive presserådgiver for den første af siden tre ministre (Jytte Andersen, Lotte Bundsgaard og Bent Bendtsen). Herefter tester hun en journalistisk drøm af, hvor hun skriver for magasinerne A4 og Jyllands-Posten. Hun bliver indlandsjournalist på Dagbladet Dagen og senere erhvervsredaktør på Politiken.
Som pressechef hos Forbrugerrådet opbygger hun et større fokus på kampagner og får med dygtige kolleager indført erstatning ved forsinkede tog og spiller en central rolle i lobbyindsatsen for bevarelse af dankort til danskere uden gebyr. Hun har før hun bliver selvstændig siden været henholdsvis presserådgiver og direktør i kommunikationshusene Advice og Mannov.
Ved siden af sit almindelige job har Lotte virket som politisk kommentator i mere end 10 år. Programmet Jersild og Spin blev født med Lotte og Qvortrup i panelet, og i glansperioden havde udsendelsen over 1/4 millioner seere pr. gang kl. 23 på DR2. Denne medvirken har givet Lotte en stor fanskare overalt i Danmark. Hun var derudover i nogle år fast politisk kommentator for BT. Lotte udgav i 2007 bogen Og Spin på Forlaget Gyldendal. Hun har medvirket i flere andre bøger og blandt andet skrevet kapitlet “En fans bekendelser” i bogen om sin inspirator: Kierkegaard når han er bedst og værst (2013).
Massemobilisering til bæredygtighed
Afsættet skete, mens Lotte var direktør i Mannov og brugte sin sommerferie på frivilligt at udvikle bevægelsen Hopenhagen’s sammen med et team i New York og folk fra Københavns Kommune på vegne af alle PR-bureauer for FN i forbindelse med COP15 i København. Lotte var ansvarlig for PR, driver og udvikler af den sociale mobilisering. På under 6 måneder endte bevægelsen med at mobilisere 6 millioner hopenhageners. Indsatsen vandt en pris for bedste globale ikke-kommercielle kampagne og er så vidt vides den største digitale mobilisering i FN’s historie.
Sammen med Verdens Bedste Nyheder, Dansk Industri, Kvinfo, Sex og Samfund og Globalt Fokus opbyggede og ledte Lotte et konsortium, der i 2014 vandt opgaven om at samle og mobilisere danskere op til Women Deliver konferencen i København. På under et år blev der mobiliseret mere end 150 virksomheder og organisationer, der tilsammen talte mere end hver 10. dansker. Dermed var Danmarkshistoriens første og største bæredygtige bevægelse skabt med fokus på Verdensmål 5 om ligestilling. Aktiviteterne skabte genlyd og mange af aktivisterne og de tiltag, der sprang ud under #MeToo, blev født med arbejdet med Women Deliver.
Lotte og kulturen
Lotte, som også har et suppleringsfag i æstetik og kultur, har altid haft et bankende hjerte for kulturen, og i 10 år sad hun i Golden Days’ bestyrelse, hvor hun de sidste fire år sad som formand.
Lotte var medforfatter til PROPAGANDA, et manipulationsdrama om medier, demokrati og politik, der blev opført på Betty Nansen i 2007. Lotte skrev stykket sammen med Thor Bjørn Krebs, og hun er desuden konceptmager til stykket i samarbejde med instruktør Christoffer Berdal.
Derudover udviklede Lotte sammen med Den Sorte Diamant to aftener med fokus på kunsten som det 18. Verdensmål.
Selvom Lotte ikke giver ved dørene, er hun altid opbyggelig, og i sine klummer kommer hun med forslag til, hvordan man kan forbedre sig.
CV
- 2023: Stifter af Plan Earth
- 2018: Stifter af iLoveGlobalGoals
- 2017: Partner og Medstifter, Hansen & Ersbøll Agenda
- 2010: Stifter og Direktør, Hansen Agenda
- 2008: Direktør, Mannov
- 2007: Erhvervsredaktør, Politiken
- 2006: Strategisk Presserådgiver, Advice A/A
- 2004: Pressechef, Forbrugerrådet
- 2002: Freelancejournalist og Rådgiver, Zebra Pressebureau
- 2002: Journalist, Welt am Sontag
- 2001: Pressesekretær, Økonomi- og Erhvervsministeriet
- 2000: Pressesekretær, Boligministeriet
- 1999: Journalistpraktikant, Ambassaden i Berlin