Hvis man går tur på langs Trillen på Als, kan man se min morfars værk »Henrys havelåge«. Han lavede den som en 40 års fødselsdagsgave til sin chef sammen med sin kollega, som også var smed i cirka 1968.
Jeg opdagede den i sidste uge, da jeg gik tur med mine forældre. Min morfar, som desværre døde nogle år før jeg blev født, var fra generationen, hvor man var stolt af at lave sit arbejde så holdbart og smukt som muligt.
Når han ikke arbejdede på Tyrol Maskinfabrik, svejsede han små og store kunstværker. Jeg elskede at kigge på den lille fine stålmand, han havde svejset sammen, som stod på min mormors fyr i hendes kælder. Han lavede også masser af 70er-klassikere af sammensvejset smedejern, som stadig hænger i mit barndomshjem.
Han svejsede blandt andet en luftgynge, som var hele familiens samlingspunkt i 20 år hos mormor, og som nu efter en galvanisering og nogle nye hynder står hos mine forældre. Havelågen var en generøs gestus til chefen, hvor kærligheden til det gode håndværk hyldes. Og hvor chefens initialer indgik, som del af værket.
Hvis vi i Danmark vil være et klimamæssigt fyrtårn, så er det ikke nok, at vi er gode til at lave grøn energi eller til at spare på strømmen. Det er desværre groft sagt det, vi er rigtig gode til i dag. Vi skal også hylde alle de danske Henry’er. Vi skal gøre min morfars tankegang til omdrejningspunktet for den måde, vi renoverer vores bygninger på, og den måde, vi udvikler vores industri på. Hvis vi gør det, sikrer vi, at vores industrivirksomheder kan leve op til de nye EU-krav om bæredygtighed, der er på vej med både taxonomi og CSRD-direktiv.
Her handler det nemlig om at mindske aftrykket hele vejen ned i leverandørkæden, og den mest bæredygtige måde at gøre det på er altså at passe på den, man har, og at genbruge og reparere mest muligt. Jeg ved, at »morfarmetoden« ikke lyder helt så sexet, som den skov af nye påståede grønne materialer, der er på vej ind på markedet. Men det er det, der ofte virker bedst.
Det lyder måske, som om jeg ikke vil indse, at industrialiseringen er i gang. Men jeg har personligt rådgivet over 200 danske virksomheder i grøn omstilling, mange af dem inden for byggeri og industri, og min konklusion er klar: De fleste danske industri- og byggevirksomheder har en hær af Henry’er i arbejdsskaren. Mennesker, der hellere end gerne ville pleje, renovere og passe på. Desværre straffer hele leverandørkæden og den måde, vi efterspørger varer og tjenesteydelser, disse mennesker. Og de offentlige indkøb har nu endelig fokus på CO₂-forbrug, men ikke på den besparelse, der ligger i at reparere og passe på.
Det virker absurd, når skiftende regeringer ønsker flere penge til erhvervsskolerne, men de samme mennesker sætter ikke pris på det gode håndværk, når de køber ind for vores fælles penge. Mængden af politiske selfier ved kåring af årets håndværker er omvendt proportionalt med den måde, de køber ind på.
Du kan ikke købe dig til et godt brand. Du kan gennem dine handlinger vise Henry, at du mener, at han er værdifuld. Derfor er det hult at han ikke hyldes, når det offentlige køber ind. Første trin er at lave indkøbskriterier, der værdsætter reparation, service og holdbarhed.
Lotte Hansen er partner i Hansen & Ersbøll Agenda
Læs artiklen her