📣Kære medier: Fis af med jeres store, opulente scener på Folkemødet

📣Kære medier: Fis af med jeres store, opulente scener på Folkemødet 📣Kære medier: Fis af med jeres store, opulente scener på Folkemødet

Verdensmål:

  • All Goals

Pak jeres scener væk og kom ud og kig på, hvad vi andre laver under vores teltduge eller ude på vores små og store skibe eller baggårde. Det er service for folket, skriver Lotte Hansen til danske medier på Folkemødet.

Kære medier, I var her ikke først, og I tager spotlightet fra alle dem, Folkemødet i sin fødsel skulle være der for. Organisationer af mennesker, der repræsenterer folkets mange grupperinger.

 

Som en, der har været på samtlige folkemøder, må jeg sige til jer: I starten var I opmærksomme på alle andre, nu fylder I for meget. I skulle hellere dække det, vi andre laver i stedet for at have spotlightet så meget rettet mod jer selv og jeres egne gæster. Det skævvrider. Alt.

 

I har åbenlyst svært ved at se det selv. Men I er nutidens ai, og når I dækker noget, eller udlægger virkeligheden på en bestemt måde, har I en indflydelse, der fuldstændig overmatcher alle andres mulighed for opmærksomhed. Det er jo jer, der har sendetilladelsen. I har de statsstøttede spaltemillimeter. I får cirka fem milliarder kroner i public service-støtte og mediestøtte. Så se nu at få de scener pakket væk og kom ud og kig på, hvad vi andre laver under vores teltduge eller ude på vores små og store skibe eller baggårde. Det er service for folket.

 

Jamen, kunne det ikke være et både-og, kunne I mene. At I både dækker, hvad der sker hos alle andre, og afvikler jeres egne programmer, som I jo skulle sende alligevel. Men det bliver et nej herfra, for også det bliver ulige: I har tv-spotlights, der pr. styk koster mere end at holde et køkkentelt kørende i en uge, og I har alle de »kendte« fra tv, som står i en lidt mere folkelig udklædning. I tager scenelyset fra dem, I skulle servicere: offentlighedens repræsentanter.

 

Ud over at I skærmer af for sendetid til alle andre, så forhindrer jeres strukturelle blindhed og jeres fokus på nyheder her og nu jer i at opsnappe de problemstillinger, der er morgendagen største udfordringer. I konserverer den politiske samtale med alt det I dækker hver dag fra Christiansborg i stedet for at få inspiration til alt det nye.

 

På Handlingsskibet, en scene på Folkemødet, er vi ikke i tvivl om, at det handler om den grønne og sociale bæredygtighed set gennem alle mulige linser. Hvordan omstiller vi Danmark og finder løsninger, der kan skaleres? Når jeg så på de andre scener, var fokus også opbyggelige emner: Alle vil handle. Folkemødet er små gryder af mennesker, der forsøger at få det til at ske hurtigere.

 

Så her er, hvad I burde gøre: I burde udelukkende bruges jeres muskler og gennemslagskraft på at gøre det, I lærte på journalisthøjskolen. Vær nysgerrige!

 

Hvilke nye innovationer og problemstillinger står vi som mennesker og samfund overfor? Vi andre, der sætter scene og lyd til bevægelser i Danmark, ved, at det er præmissen for at holde vores debatter.

 

Så pak jeres scener væk og send ude fra de andre scener i de tre dage. Så får programmerne lidt andre formater den uge, og hvad så? I har alle interesser i Danmark samlet ét sted, så I har én opgave: At skrue lidt ned for jeres nyhedsfokuserede Christiansborgfokus og skrue op for, hvad der rører sig af politik i erhvervslivet, i sundhedsvæsenet, hos de unge, i fondene, i banken og hos aktivisten i forskningen.

 

Lotte Hansen er administrerende direktør, Hansen og Ersbøll Agenda, og initiativtager til Handlingsskibet

 

Læs artiklen her