Heldigvis stemte Enhedslisten for at ophæve principprogrammets mål om at kæmpe for udmeldelse af EU. Tak, Skipper og Dragsted.
Alligevel udstillede debatten til partiets marathonmøde forrige weekend manglende opdatering af, hvad EU reelt har udviklet sig til siden 1972.
I P1 morgen opsummerede Astrid Vang Hansen, der er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse og folketingskandidat, kritikken af EU således: »EU eskalerer den globale opvarmning.
EU er designet til at understøtte kapitalinteresser på bekostning af klimaet. EU kommer ikke til at hjælpe med at løse klimakrisen, tværtimod står EU i vejen for at løse klimakrisen.« Der er så meget forkert at sige om det citat, at jeg ikke aner, hvor jeg skal begynde.
EU udgør i disse år et hovedlokomotiv i kampen for reelle klimaforbedringer. Er det nok? Nej. Er det bedste, vi har? Ja, i den grad.
Reelle forandringer kræver fælles forståelse af, hvad der skal til, og her er EU’s Green Deal en monsterpagt, som allerede nu omsætter bæredygtighed til konkrete krav.
Krav om energieffektivisering. Og eksempelvis er engangsemballage allerede i gang med at forandre markedet. Og alle større indkøbsafdelinger er i gang med at rette ind, hvilket kommer til at påvirke hele det europæiske marked inden for få år.
Mange, herunder mig selv, har spejdet efter styring af investorerne. Ikke mindst fra myndighedssiden, så vi kan få alle med.
Green Deal sætter fokus på styring af kapitallogikken: Taksonomien klassificerer miljømæssige, bæredygtige investeringer, og Disclosureforordningen stiller krav til, hvad virksomheder og investorerne skal oplyse ved deres aktiviteter.
De ellers knalddygtige P1 morgen-journalisters manglende reaktion på udtalelsen afdækker også, at journalisters paratviden om EU som klimaaktør er mangelfuld.
Da verdensmålene blev vedtaget i 2015, blev det skrevet direkte ind, at hvis vi skal nå at redde klimaet i tide, og dermed ikke lade klodens svageste i stikken, kræver det et fundamentalt medspil fra både kapital og marked.
Det betyder ikke, at der ikke er social uretfærdighed i verden, tværtom, og den bliver kun større, hvis vi ikke får løst klimaudfordringerne.
Alle os fra NGOer, virksomheder, uddannelser, startupmiljøer, impactinvestorer, myndigheder og borgergrupper, der dagligt kæmper for klimaforandringer, ser ikke klimakrisen gennem en politisk linse, men insisterer på at være fritænkere og løsningsorienterede.
Vi kommunikerer ofte uden om den politiske arena og uden om medier, som i deres vinkling og opstilling af paneler ofte tvinger klimakampen ned i en politisk højre-venstre-skala.
Hvis medier og venstrefløjen får lov til at reproducere den sandhed som de eneste, i stedet for at turde gå ind i nogle innovative rum og tale om de nødvendige løsninger, der pinedød er brug for, så er de en del af problemet.
Se kommentaren i Berlingske